Hotelstars Union (HSU) har vedtaget nye kriterier og tilhørende pointsystem til tildeling af hotelstjerner for hoteller på europæisk plan. Men også for konferenceudbydere i Danmark kommer der nye klassificeringskriterier. 

De nye kriterier træder i kraft 1. januar 2025.

Klassifikationsafdelingen vil på deres næste ordinære besøg hos jer gennemgå det vigtigste ved de nye klassificeringer, samt hvordan I konkret bør navigere i forhold til dem.

HSU-kriterierne er blevet reduceret fra 247 til 239 kriterier og har udgangspunkt i bæredygtighed, digitalisering og arbejdskraft, hvor enkelte kriterier altså er blevet fjernet, mens andre er blevet lagt sammen for at forenkle systemet. Der er desuden tilføjet nye kriterier.

Udpluk af de væsentligste ændringer i kriterierne for 2025-2030

Udpluk af de væsentligste ændringer i kriterierne for 2025-2030

Du kan læse et udpluk af de nye regler herunder:

  • Der er tilføjet anbefalinger til rengøring af madrasser for at imødekomme de øgede hygiejnekrav, og for at forlænge madrassernes levetid.

  • Desuden tilbydes ekstra skift af sengelinned og håndklæder kun efter anmodning fra gæsten for at fremme bæredygtighed.

  • Hoteller er berettiget til ekstra point, hvis de måler deres CO2-fodaftryk i overensstemmelse med internationale standarder.

  • For at imødegå mangel på arbejdskraft i hele Europa er de obligatoriske receptions- og roomservice-timer blevet reduceret.

  • Digitalisering er også blevet integreret i de nye kriterier ved at introducere fuldautomatiske ind- og udtjekningstjenester, der kan erstatte betjente receptions-tjenester i kategorierne for 1-og 2-stjernet hoteller. 4-og 5-stjernet hoteller har stadig krav om 24 timers bemanding.

  • Brugen af selvbetjeningskiosker er også blevet mere almindelig og er nu inkluderet i de nye 4-stjernede kriterier.

Læs alle hotel- og konferencekriterierne her

Hotelklassificeringskriterierne er et resultat af et samarbejde mellem 21 medlemslande, der bliver revideret hvert femte år for at videreudvikle og modernisere dem i overensstemmelse med gæsternes og markedets behov.

For eventuelle spørgsmål kontakt HORESTA på telefon 35 24 80 80.

Log ind