En ny medlemsundersøgelse fra HORESTA over hotelmarkedet i Danmark viser, at hotelbranchen er fortrøstningsfuld når der kigges ind i de resterende måneder af 2024. Generelt forventes der vækst i hele landet. Optimismen er dog størst i hovedstaden, ligesom de større hoteller er mere positive end de mindre.

61 procent af de københavnske hoteller forventer nemlig en fremgang sammenlignet med sidste år, mens det gælder for 55 procent af hotellerne uden for hovedstaden.

Medlemsundersøgelsen viser også, at 69 procent af større hoteller, med en årlig lønsum på over ti millioner kroner, forventer vækst i omsætningen i 2024. Blandt de mindre hoteller med en lønsum på under ti millioner kroner gælder det for 51 procent. Andelen, der tror på tilbagegang i omsætningen, er henholdsvis på 17 og 14 procent.

”Nu begynder særligt de udenlandske turister at vende tilbage, og det kan mærkes i branchen. København er et attraktivt rejsemål for turister verden over, og der er et hav af fantastiske tilbud i resten af landet, som bestemt kan konkurrere med andre europæiske destinationer. Det er en rigtig fin udvikling, som vi bestemt forventer fortsætter de kommende år,” siger Jeppe Møller-Herskind, der er viceadministrerende direktør i HORESTA.

Hotellernes økonomiske situation er positiv
I forhold til hotellernes økonomiske situationen er der optimisme at finde uagtet hotellernes placering og størrelse. På tværs af alle hoteller i medlemsundersøgelsen vurderer 66 procent deres generelle økonomiske situation som positiv, mens blot 13 procent anser den som negativ.

HORESTA-medlemmer kan læse hele analysen her

Log ind